Der sker noget ganske særligt når træ og ild mødes. Brændingsskulpturer frembringer stærke organiske assosiationer mellem ilden, jorden, forgængeligheden, kampen mod destruktion, insisterende overlevelse, viljen til at bringe fortiden med ind i fremtiden, og det ultimative uundgåelige forfald som er livet selv. Idéen til projektet “Brændte Søjler” var fra min rejse til Athen. Her havde jeg oplevet arkæologerne samle søjlefragtmenter fra udgravninger. De enkelte søjlefragtmenter blev lidt skødesløst og midlertidigt anbragt oven på hinanden. Som en rygrad. Usikkert så det ud. Farligt. Imellem søjlefragtmenterne var brudlinjerne synlige som grafiske mønstre. Smukt og skrøbeligt. Nu stod mine søjler så endelig der. Kæmpe elmestammer i 10 til 13 meters højde. Og brændte var de på overfladen. Der var virkelig vikingefortid i projektet. Der sker noget vidunderlig smukt nå træ brændes. Det organiske omdannes til et sort keramisk lag med alle sine krakkeleringer. Og den dybsorte farve er noget af det smukkeste en grafiker kan se.